Åh, er lige blevet ringet op af barndomsveninde, som fortalte at hun skulle en uge på ferie med alle mine gamle venner og gamle kæreste i Sverige om en uge inden hende og kæresten holder bryllup.... Jeg stortuder... det gør for ondt. Jeg føler mig så udenfor. Så kommer alle de 10 mand høj som jeg skulle have været på ferie sammen med sidste år, sammentømret efter to års fælles ferieoplevelser til min ældste venindes bryllup, og jeg skal være glad og holde tale og givende... Jeg bliver bænket med hendes familie, og de andre som gommens fede venner. Og jeg ved simpelthen ikke, om jeg magter det. Jeg har slet ikke lyst til at komme. Men jeg ved at min veninde ville blive utroligt ked af det, hvis ikke jeg kom.

For helvede forsyn. Hiv mig ud af det her lort. Jeg gider simpelthen ikke have det sådan her mere. JEG VIL IKKE MERE!!!! Slip mig fri fri fri.... Jeg bliver mere og mere klar over det. Jeg bliver jo simpelthen nødt til at tage væk. Tage ud af landet i et halvt eller et helt år. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Stakkels mig, stakkels alle.... her er for småt, alt for småt, kan ikke trække vejret.